Menu
Enhedslisten Randers

Vedtægter

Gældende vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 24. marts 2018.
Vedtægter trådte i kraft umiddelbart efter vedtagelsen.

Herunder en web-version af vedtægterne. Se nederst for officiel pdf-version.

Vedtægter – Enhedslisten Randers

§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Enhedslisten Randers og er en lokalafdeling af Enhedslisten – De Rød-Grønne.
Foreningens hjemsted er Randers Kommune.

§ 2 Formål
Afdelingens formal følger Enhedslistens fælles formål. Desuden arbejder Enhedslisten Randers for socialistisk repræsentation i Randers Kommune, Region Midtjylland og valg af medlemmer i Folketinget.

§ 3 Medlemsskab
Som medlemmer af afdelingen kan optages interesserede, som kan arbejde for Enhedslistens formål og som accepterer dens vedtægter. Indmeldelse sker ved henvendelse til afdelingsbestyrelsen eller ved indmeldelse hos Enhedslisten centralt eller ved overflytning fra en anden afdeling af Enhedslisten. Ethvert medlem af Enhedslisten med bopæl i Randers Kommune er automatisk medlem i Enhedslisten Randers.

Kontingent fastsættes af Enhedslistens årsmøde.

Medlemskab og/eller bidrag til foreningen giver ikke ret til nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

Bestyrelsen kan efter behov indkalde til medlemsmøde.

§ 4 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed. Alle foreningens medlemmer har taleret på generalforsamlingen. Stemmeberettiget på generalforsamlingen er medlemmer, hvis kontingent er betalt senest 3 uger før generalforsamlingen afholdes.

Intet medlem kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.

Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes – hvor intet andet fremgår af nærværende vedtægter – ved simpelt flertal.

Der føres protokol over de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger. Protokollen underskrives af referent og dirigent.

Ordinær generalforsamling, der afholdes inden udgangen af 1. kvartal, indkaldes med mindst 21 dages varsel.
Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen sender forslagene til medlemmerne senest 10 dage før generalforsamlingen.

Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Afdelingsbestyrelsens beretning
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab.
  4. Budget for det kommende år.
  5. Indkomne forslag.
  6. Valg af afdelingsbestyrelse.
  7. Valg af revisor og revisor suppleant.
  8. Valg af lokale folketingskandidater.
  9. Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer eller afdelingsbestyrelsesmedlemmer skriftligt med angivelse af dagsorden ønsker det. Afdelingsbestyrelsen indkalder omgående skriftligt med angivelse af motiveret dagsorden til generalforsamling med 10 dages varsel.

§ 5 Afdelingsbestyrelsen
Afdelingsbestyrelsen er foreningens ledelse mellem generalforsamlingerne.

Afdelingsbestyrelsen består af 3-11 medlemmer.

Afdelingsbestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter valget på det første afdelingsbestyrelsesmøde med en kontaktperson og en kasserer.

Afdelingsbestyrelsesmøder er åbne for alle medlemmer af afdelingen.

Optagelse af lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver enstemmig indstilling fra afdelingsbestyrelsen, godkendelse af generalforsamlingen samt godkendelse af Enhedslistens hovedbestyrelse.

Afdelingsbestyrelsen fører referat over bestyrelsesmøderne. Referatet fra mødet sendes indenfor 2 dage til bestyrelsesmedlemmerne, som kan komme med korrektioner. Referatet skal desuden godkendes på næstfølgende bestyrelsesmøde.

Afdelingsbestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

§ 6 Kandidater til kommunalbestyrelse/regionsråd
Kandidater for Enhedslisten Randers skal være medlem af Enhedslisten. Kandidater skal inden den formelle opstilling underskrive en erklæring om, at de vil udtræde af kommunalbestyrelsen/regionsråd ved udmeldelse af Enhedslisten.

Personer, der er opstillede af Enhedslisten Randers, er ansvarlige overfor Enhedslisten i Randers for at følge Enhedslistens politiske grundlag.

Kommunalbestyrelsesmedlem(mer) og byrådsnetværket (baggrundsgruppen) har ansvar og kompetence for så vidt angår beslutninger m.v. i kommunalbestyrelse og tilknyttede udvalg samt anliggender, der er en naturlig følge af byrådsarbejdet. Ethvert spørgsmål i og om byrådsnetværket kan af afdelingsmedlemmer indbringes for afdelingsbestyrelsen til afgørelse.
Byrådsnetværket fungerer som et åbent netværk, hvor afdelingsmedlemmer kan deltage på lige fod med tale- og stemmeret. Byrådsnetværket kan optage sympatisører og andre ikke-medlemmer med taleret. Byrådsnetværket er selvorganiserende.

§ 7 Tegningsregler
Afdelingsbestyrelsen meddeler de nødvendige post-, giro- og bankfuldmagter til kassereren.

Afdelingen tegnes af kontaktpersonen sammen med et afdelingsbestyrelsesmedlem eller af to afdelingsbestyrelsesmedlemmer i forening.

Ved optagelse af lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom tegnes afdelingen af den samlede afdelingsbestyrelse.

Afdelingen kan ikke tegne landsforeningen Enhedslisten.

§ 8 Foreningens formue
Afdelingen hæfter alene for dens formue. Klausuler på gaver til foreningen skal respekteres.

Afdelingen får sine midler fra:

  • Medlemskontingent.
  • Partiskat fra medlemmer af afdelingen der får vederlag for hverv hvortil de er valgt for eller udpeget af afdelingen.
  • Indsamlinger og frivillige bidrag.

§ 9 Regnskab
Afdelingens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet revideres af en intern revisor valgt af generalforsamlingen. Regnskabet skal være afsluttet og revideret inden afholdelse af den årlige ordinære generalforsamling.

§ 10 Vedtægtsændringer
Ændringer i nærværende vedtægt kan kun vedtages med 2/3-dels flertal på en generalforsamling.

§ 11 Opløsning
Beslutningen om opløsning af afdelingen kan kun vedtages efter afdelingsbestyrelsens indstilling og efter vedtagelse med 2/3-dels flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der er indkaldt med afdelingens opløsning som dagsordenspunkt og afholdt med mindst 14 dages mellemrum.

Opløses afdelingen, skal et eventuelt overskud efter betaling af alle passiver tilfalde landsforeningen Enhedslisten.

§ 12 Ikrafttræden
Vedtægterne er vedtaget på generalforsamlingen den 24. marts 2018 og træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen.

Dirigent Niels Overgaard Hansen

Referent Lise Baastrup

Bilag: Gældende vedtægter som pdf.


Enhedslisten - de rød-grønne

Enhedslisten Randers dækker Randers Kommune og er en af Enhedslistens mange lokalafdelinger.

Afdelingerne er beskrevet i Enhedslistens vedtægter således:

  1. Enhedslistens vedtægter vedrørende lokalafdelinger
    1. "§5. AFDELINGER OG REGIONER

      Stk. 1.  Afdelinger er den demokratiske grundstruktur i Enhedslisten og kan oprettes i lokalområder med medlemmer af Enhedslisten. Oprettelse og nedlæggelse af afdelinger godkendes af Enhedslistens hovedbestyrelse.

      Stk. 2.  Afdelinger skal have selvstændig økonomi og egne vedtægter.

      Stk. 3. I tilfælde af flere afdelinger i samme kommune, skal der etableres en demokratisk struktur for afdelingerne i kommunen, der kan sikre medlemmernes indflydelse i forbindelse med byrådspolitik m.m.

      Stk. 4. Hovedbestyrelsen kan i helt særlige tilfælde give tilladelse til at der oprettes en afdeling ud fra andre kriterier end geografiske. Hovedbestyrelsen kan også beslutte at en sådan afdeling skal nedlægges."