Menu
Enhedslisten Randers

Artikler

Skjulte rammebesparelser i kommunens budget

af Kalle Nielsen. d. 15. oktober 2021

Store årlige rammebesparelser skjult i basisbudgettet er en af grundene til, at Enhedslisten har stemt imod budgettet både ved 1. behandling og 2. behandling siden vi startede i byrådet i 2018.

Budgetflertallet har besluttet, at forvaltningen hvert år indarbejder et generelt 0,5% såkaldt "effektivitetsbidrag" i basisbudgettet FØR budgetforhandlingerne. Det drejer sig om cirka 20 millioner kroners ekstra rammebesparelser hvert år med start i regnskabsåret 2019.

På den måde kan budgetflertallet i praksis skjule årlige million-besparelser for 99% af borgerne. I budgetaftalen kan budgetflertallet så i stedet primært præsentere nye tiltag og tilskud, mens de mange millioners besparelser bekvemt skjules for langt de fleste borgere. Den slags vildledning af borgerne nægter vi i Enhedslisten at være med til.

Og vi taler virkelig store beløb. Cirka 20 millioner EKSTRA i besparelse hvert år, fx for perioden 2019-2025 er det altså: 20+40+60+80+100+120+140. Cirka 560 millioner skjulte rammebesparelser blot for perioden 2019-2025. Så hvis du af og til oplever forringede serviceydelser og velfærdsstandarder i Randers Kommune, så har du ret, og ovenstående er en af grundene.

Budgetflertallets strategi medfører misvisende propaganda-information om budgetaftaler, hvor budgetflertallet roser sig selv for at 'redde kommunen for besparelser' ... uden at nævne, at det er budgetflertallet selv, som har stemt for de besparelser... Absurd, men sandt.

Først pålægger budgetflertallet forvaltningen at lave besparelser - derefter "redder" de samme politikere borgerne fra deres egen nedskæringspolitik. Det lyder vanvittigt, men er virkeligheden i Randers Kommune.

Enhedslisten er dyb modstander af denne måde i praksis at skjule store rammebesparelser i budgettet. Enhedslisten er naturligvis også dyb modstander af mange af de konkrete besparelser og forringelser, som forvaltningen på denne måde pålægges ansvaret for at udvælge, foreslå og udføre.

En stemme på Enhedslisten er en sikkerhed for, at budgetflertallets ansvarsfralæggende nedskæringspolitik får både politisk modstand, bliver stemt imod - og at sandheden om kommunens nedskæringer bliver formidlet.