Menu
Enhedslisten Randers

Artikler

Nej til klimabelastende klimabro

af Frida Valbjørn Christensen. d. 1. oktober 2021

Hvorfor siger Enhedslisten nej til en klimabro? Hvordan vil de løse problemerne?
Igennem de senere år har byrådet diskuteret, hvordan der kan laves en tredje forbindelse over Randers Fjord/Gudenåen. En tredje forbindelse har været ønsket i forhold til de trængselsproblemer, der kan være over Randers bro i morgen- og eftermiddagstimerne. Men er en sådan forbindelse virkelig nødvendig, og er det den bedste løsning, vi kan komme på?

Andelen af ældre stiger, mens børnetallet falder
Enhedslisten anerkender, at der kan være trængselsproblemer omkring Randers bro, men finder en løsning, der indebærer bygning af en ny betonbro utidssvarende og problemskabende. Derudover mener Enhedslisten ikke, at der er taget højde for fakta.

Børnetallet i Randers er faldende, mens andelen af ældre borgere er stigende, hvilket betyder, at andelen af indbyggere er, eller på længere sigt vil være, faldende. Medmindre en ny bro vil være skyld i et større ”tilflytningsboom” til Randers, hvilket forekommer usandsynligt, vil der altså være færre bilister på vejene i fremtiden.

Det skal naturligvis også tillægges en vis betydning, at flere vælger at bruge bilen fremfor offentlig transport, men skal Randers kommune i en tid med et overbelastet klima virkelig understøtte denne udvikling? Det mener Enhedslisten ikke.

De infrastrukturelle forhold på Dronningborgsiden er uklare
Samtidig med at færre Randersborgere vil have ret til at køre bil i fremtiden, kendes de fulde konsekvenser af de infrastrukturelle forhold på nordsiden (primært Dronningborg) ikke. Det er endnu uklart, hvordan klimabroens linjeføring skal føre bilerne videre.

Bækkestien blev heldigvis fredet, men det efterlader klimabroen i en stor problemstilling. Udbyhøjvej er i forvejen trafikeret. Enhedslisten kan ikke umiddelbart se, hvordan byrådsflertallet skal kunne løse dette problem på en fornuftig, trafiksikker og fremkommelig måde.

Gavner klimabroen klimaet?
Det korte svar er nej. Klimabroen skal rigtigt nok sikre randersborgerne mod konsekvenserne af en 100-årshændelse i form af en stor stormflod i fremtiden. Enhedslisten er enige i, at det er vigtigt at få sikret byen mod denne, men Klimabroen er ikke den eneste måde, der kan klimasikres på.

Med andre muligheder for klimasikring taget i betragtning vil klimabroen udelukkende være en klimabelastning på lige fod med vejudvidelser. Klimabroen vil gøre plads til flere biler, og al erfaring vedrørende vejudvidelser viser, at mere plads på vejene genererer flere biler.

Sådan vil Enhedslisten løse trængselsproblemerne
Enhedslisten ønsker at løse trængselsproblemerne gennem optimering af den offentlige transport. Her er gratis og bredere dækning af den offentlige transport vigtigt. Den skal være så god, at borgerne ikke fravælger den, fordi det er nemmere og billigere at benytte bilen, men derimod tilvælger bilen, fordi de har et væsentlig behov for den.

Denne form for tænkning er langt bedre fordi: 

  1. Færre biler på vejene sikrer et lavere CO2-udslip.
  2. Gratis offentlig transport mindsker administrative omkostninger ved billetudstedelser, månedskort m.v.
  3. Færre biler på vejene sikrer færre trafikulykker.
  4. Færre biler på vejene mindsker omkostningerne til vejvedligeholdelse.
  5. Færre biler på vejene mindsker behovet for vejudvidelser.

Enhedslisten anerkender, at der er mennesker, der har jobs eller handicaps, der gør, at de har stort behov for en bil i deres hverdag. Det accepterer vi og håber, at man på landsplan vil sikre bedre og billigere elbiler til disse grupper. Kommunalt vil Enhedslisten arbejde for flere ladestandere til el-biler.

Det næste skridt på vejen er delebilsordninger. Flere husstande har en eller flere biler, fordi de ind imellem har behov for den. Når der allerede står en bil i garagen, benytter vi den også ofte til de ture, hvor vi kunne have gået eller cyklet. Kommunale delebilsordninger kan lette trængslen på vejene og den privates økonomi, så der er en bil klar, når behovet er der, og man ikke kan benytte andre transportmuligheder.

Enhedslisten ønsker også øget fokus på trafiksikkerhed og cykelstier. Det skal være nemt og sikkert at fragte sig fra A til B på cykel. Dette vil kræve flere ressourcer til cykelstier og trafiksikkerhedsforanstaltninger, hvilket især er oplagt nu, hvor el-cykler bliver mere udbredte.

I den forbindelse kan pendlerpladser være gavnlige for de mennesker, der virkelig har behov for at benytte en bil. Bilen kan stilles på en pendlerplads i udkanten af byen, hvor man kan cykle til, parkere og køre videre i bilen. På den måde undgår vi for meget trafik inde i byen. Pendlerpladserne kan ligeledes være gavnlige for dem, der benytter sig af samkørselsordninger.

Den alternative klimasikringsmulighed
For at klimasikre byen vil Enhedslisten følge Randers kommunes forvaltnings alternative forslag til klimasikring, der ikke indebærer bygning af en bro. De indebærer i stedet dæmninger ved Randers fjord og indeholder ikke en større økonomisk udgift end klimabroen.

Samtidig mener Enhedslisten, at det må være slut med landbrug langs vandkanterne. Områderne tættest på Gudenåen må omdannes til vådområder. På den måde sikres det, at indbyggernes ejendomme ikke bliver udsat for oversvømmelser samtidig med, at vandet i Gudenåen i højere grad sikres mod forurening.