Menu
Enhedslisten Randers

Artikler

Jobcentrene tager værdigheden og livsmodet fra de syge

af Lisbeth Sand. d. 1. oktober 2021

Mange mennesker tror, de aldrig vil ende på kontanthjælp, men de er nok lykkeligt uvidende om, hvor stor risikoen rent faktisk er. Pensionsalderen bliver højere, og arbejdstempoet er så hektisk, at der er stor risiko for, at mange bliver nedslidt, før de når pensionsalderen. Jeg var én af dem! I 46 år arbejdede jeg og tog flere uddannelser som håndværker og pædagog, inden jeg blev “kørt over” af kontanthjælpssystemet. Det her er min historie ...

Min kontakt med Jobcentret
Min første kontakt med systemet var faktisk meget positiv. Som håndværksuddannet, enlig mor til 2 børn startede jeg på en uddannelse til pædagog og modtog det sidste år af uddannelsen revalideringsydelse, så jeg kunne færdiggøre. Derfor var jeg i stand til at forsørge mig selv og mine 2 børn de næste 36 år. Mit liv var skønt. Jeg tjente godt, havde et spændende arbejde, ungerne klarede sig. De sidste år på arbejdsmarkedet kunne jeg godt mærke at et helt liv på enten stilladser eller med tunge løft gjorde indhug på mine kræfter og gav mig smerter. Smerter, som jeg prøvede at overhøre, fordi jeg ikke ville stille op i køen på jobcentret.

Jeg blev desværre arbejdsløs på grund af nedskæringer i Randers kommune, da jeg var 58 år gammel. Jeg tror, at en del af grunden var mit efterhånden svigtende helbred.

VIDSTE DU

  • at du kun kan være på sygedagpenge i 22 uger, inden du kommer på kontanthjælp?
  • at du IKKE må havde værdier for mere end 10.000 kr. på kontanthjælp?
  • at ægtefæller har gensidig forsørgerpligt, dvs. din ægtefælle skal forsørge dig, hvis vedkommende tjener mere end, hvad man ville få på kontanthjælp?

For mig var det et kulturchok at blive arbejdsløs. Men det var endnu værre, da jeg røg på kontanthjælp, fordi min gigt forhindrede mig i at arbejde. Jeg blev afprøvet flere steder, men måtte hver gang smide håndklædet i ringen af smerter. Fra at være en kompetent person med integritet og ret til at bestemme i mit eget liv, blev jeg nu pludselig reduceret til en byrde for samfundet, som ikke havde ret til at have en mening om mit eget liv og fremtid. Sådan føltes det i hvert fald!

Mange tjener penge på de arbejdsløse.
Jeg fandt hurtigt ud af, at der var penge i mig for alle mulige aktører, som kunne tjene penge ved at have mig i aktivering. Disse aktører sender et projekt til jobcentret med pris og planer for bestemte målgrupper. Jeg kom på noget, som hed “Sund job”, et kursus som skulle hjælpe overvægtige med at komme i arbejde.

Ikke én eneste at de 30 kursister fik et reelt job på trods af, at jobcentret kvitterede med 2 millioner kr. for arbejdet. I et andet forløb kom jeg til samtaler, som heller ikke gav noget job på trods af mit gode CV og arbejdsiver.

Mit udgangspunkt var at samarbejde.
Jeg har svær gigt og gik dårligt, men det blev pludselig overvægten, man tog udgangspunkt i. Det var altså med andre ord min livsstil og mangel på disciplin, som forhindrede mig i at arbejde - ikke min alder og nedslidning. Hvis jeg tabte mig, ville min lykke være gjort! Jeg indså ret hurtigt, at man lige så godt kunne forsøge at samarbejde og håbe på at få et job ved at tabe mig. Jeg tabte mig omkring 40 kilo uden jobcentrets hjælp. Det var nærmest på trods!

Jeg blev konstant sanktioneret, og min gæld til kommunen steg og steg.
Jeg som aldrig havde haft nogen former for gæld - og i øvrigt god økonomi - kunne nu magtesløs se på, at min gæld til samfundet steg og steg. Min økonomi blev efterhånden så stram, at jeg konstant var i fare for at blive smidt ud af min bolig, hvor jeg har boet i over 20 år. Jeg var ved at gå ned med stress.

Jeg søgte om hjælp til husleje, fik afslag og blev bedt om at søge en 1-værelses lejlighed på 35 kvm. Alt imens det her foregik på ydelseskontoret, blev jobcentret ved med at kræve min deltagelse i diverse aktiveringer og møder.

Min mor, min bedste ven og min hund døde inden for 3 dage, mens jobcentret krævede, at jeg passede min aktivering og i øvrigt skulle søge en billigere lejlighed. Mit liv truede nu med at falde fra hinanden. Jeg var i krise og kunne rent praktisk ikke være alle steder på én gang - og blev igen sanktioneret! Jeg missede datoen for at anke afslag på hjælp til husleje. Alle vaskede hænder og forklarede, at sådan var reglerne. Jeg tror, man skal have været i det for at forstå, hvor magtesløs og værdiløs man føler sig i den situation.

Ud af kontanthjælpsfælden - troede jeg.
Jeg blev glad, da jeg langt om længe fik tilkendt et ressourceforløb. Det havde jeg kæmpet for med næb og klør længe, ikke mindst fordi jeg skulle fremvise 225 timers lønnet arbejde for at få fuld kontanthjælp - noget jeg ikke kunne på grund af min gigt. NU troede jeg, at det ville flaske sig.

Der tog jeg IGEN fejl. Jeg havde stadig ikke lov at have en mening om mit eget liv. Jeg blev STADIG sanktioneret ulovligt. Jeg måtte anke gang på gang og fik medhold i Ankestyrelsen.

Ødelæggende konsekvenser af kontakten til jobcentret.
Efter nogle år kunne jeg godt mærke, at jeg efterhånden ændrede personlighed. Fra at være en modig, tillidsfuld, selvstændig og positiv kvinde med tro på livet, begyndte jeg at miste modet og troen på, at det her ville ende godt.

Jobcentret havde efterhånden indset, at det var rigtigt, at jeg var massivt nedslidt, men det ændrede ikke på deres krav om, at jeg skulle forsøge at blive selvforsørgende, som de sagde.

Endelig fri!
Det var først, da jeg grædende ringede op til en god veninde, at det vendte. Hun spurgte mig om, hvorfor jeg dog ikke søgte seniorpension? Jeg troede ikke på noget længere, men spurgte dog min sagsbehandler, som forklarede mig, at man ikke sådan bare kunne få pension uden at være afklaret. Dermed var det lukket for en stund.

Det var faktisk en indgriben fra en anden ven, som hjalp mig med at finde viden om seniorpension, at det rigtigt vendte. Jeg søgte! Det tog 3 uger, så var den hjemme.

Kommunerne tjener penge på at fastholde folk på kontanthjælp
Nu hjælper jeg andre, der er i klemme i Jobcenterfælden. Ved at hjælpe andre igennem nåleøjet på jobcenteret har jeg opdaget, at jobcentret svigter den lovmæssige pligt til at hjælpe folk videre i systemet. De fastholder med andre ord folk på kontanthjælp i årevis, mens de - uden at skamme sig - pædagogisk forklarer, at man er nødt til at blive presset ud over sin grænse for at finde den.

Jobcentre - ikke bare i Randers, men også i andre kommuner - får økonomisk gevinst ved at fastholde folk på kontanthjælp. Regeringen har som målsætning at nedbringe antallet af pensioner og belønner jobcentrene for kassetænkning.

Kommunen får mindre i refusion, hvis de afklarer folk, som kommer på resourceforløb, fleksjob og pension. Mange steder er der målsætninger om, hvor mange man må sende igennem. Jeg har sågar hørt om kommuner, hvor sagsbehandlerne får bonus for ikke at sende folk videre til afklaring. Her er Randers kommune en af de værste, forlyder det sig fra forskellige bisiddere og sagsbehandlere.