Menu
Enhedslisten Randers

Artikler

Folkelig modstand udsatte plejehjemslukninger

af Frida Valbjørn Christensen. d. 1. oktober 2021

Konsekvenserne af byrådsflertallets vanlige budgetmæssige effektiviseringskrav var skyld i, at flere plejehjem blev lukningstruede i 2019. En kæmpe frustration ramte både flere beboere og pårørende på de pågældende plejehjem.

Borgeroprøret udsatte plejehjemslukningerne i 2018
Med Velfærdslistens byrådsmedlem, Kasper Fuhr, som har plads i Omsorgsudvalget, i spidsen, blev der arrangeret borgermøder ved alle de berørte plejehjem. Modstanden mod byrådsflertallets planer om tvangsflytninger af ældre mennesker var stor.

Enhedslisten bakkede op om dette arbejde. Vi deltog i borgermøder, hvor der dukkede mange mennesker op.

Borgermøderne var til for at oplyse om, hvilke politiske beslutninger der var på vej, men også for at organisere en bevægelse og en parlamentarisk modstand, som også Venstre delvist bakkede op om.

Borgermøderne viste sig da også at gavne. Der blev stablet en underskriftsindsamling og demonstration på benene.

Som erfaringerne viser, skal taburetterne helst ryste under byrådsflertallet, før deres konstante nedskæringsplaner kommer til skamme. Man må sige, at taburetterne rystede denne gang, hvorfor byrådsflertallet måtte opgive deres beslutning. Dette blev dog, desværre, blot en udskydelse.

Plejehjemslukningerne gennemførtes i 2019
Det varede desværre ikke længe, før det viste sig, at byrådsflertallet var i stand til at tage afgørende negative beslutninger, da protesterne kom på afstand.

I budgettet 2020 blev Dronningborg og Kristrup Plejehjem nedlagt til fordel for et nyt og større plejehjem (som nu er i planlægningsfasen) placeret i Dronningborg .

I samme budget lavede budgetforligspartierne en omvendt Robin Hood, hvor indkomstskatten for de fattigste blev hævet, mens skatten for de rigeste, erhvervslivet, blev lempet. I dette budget blev der som sædvanligt også afsat penge til prestigeprojekterne, ”Byen til Vandet” (nu Flodbyen Randers) og Klimabroen.

Byrådsflertallet havde altså travlt med at sikre de rige og deres egne prestigeprojekter, mens de fattige måtte betale den økonomiske pris, og de ældre måtte acceptere de tvangsflytninger, der ventede.

Derfor er plejehjemslukninger problematiske
Når kommunerne vælger at lukke plejehjem, tager de samtidig et valg, der rækker langt ind i de ældres liv. En flytning er, for mange af os, en stor beslutning, og i disse situationer tvangsflyttes de ældre fra de boliger, som de lejer på lige fod med andre lejeboliger.

Det krænker ikke blot de ældres retssikkerhed betydeligt, men det krænker også deres frie valg til at beslutte, hvor de skal bo, og for mange gælder det for resten af deres dage.

Nogle ældre har måske ventet længe på en plejehjemsplads i det område, hvor de har boet meget af deres liv, men de blev med denne beslutning tvunget til at flytte væk.

Tak til kræfterne, der udsatte lukningerne
Enhedslisten vil ikke være med til at tvangsflytte ældre på denne måde. Derfor vil vi gerne takke de aktivistiske kræfter, der stod bag en udskydelse af plejehjemslukningerne i 2018. Jeres indsats nyttede i hvert fald delvist.

Denne tak gælder pårørende, beboere, medarbejdere og andre, der bidrog til de aktivistiske kampe på et tidspunkt, hvor I var bange og frustrerede.
Enhedslisten vil altid kæmpe for et værdigt liv, selv når man er kommet på plejehjem. Vi står bag jer og støtter jer, også i den kommende byrådsperiode.