Menu
Enhedslisten Randers

Artikler

Enhedslisten Randers vokser og har valgt topkandidater til KV21

af Red.. d. 29. august 2020

Lørdag den 29. august blev der på Enhedslisten Randers' generalforsamling valgt både ny bestyrelse, KV21-kandidater samt folketingskandidater.

Den nye bestyrelse består af hele 11 medlemmer, og udover at det er maksimum antal iht. vedtægterne, er det også første gang i Enhedslisten Randers' historie, at vi udnytter antallet til fulde.

Som spidskandidat til KV21 blev (gen)valgt Frida Valbjørn Christensen, nr. 2 blev Karina Hjorth, nr. 3 Kalle Nielsen og nr. 4 Anders Pedersen, som samtidig stiller op for partiet for første gang.

Derudover blev der valgt folketingskandidater, som altid vælges én gang årligt, og her faldt valget på Frida Valbjørn Christensen som repræsentant for Randers Nord-kredsen, og Karina Hjorth blev repræsentant for Randers Syd- kredsen.

På billedet ses de nyvalgte topkandidater til KV21, fra venstre: Frida Valbjørn Christensen, Karina Hjorth og Kalle Nielsen.

Enhedslisten Randers vokser og har valgt topkandidater til KV21

Udtalelse fra Enhedslisten Randers Generalforsamling 29.08.2020

Det er med stor undren, at vi i medierne hele tiden ser, at der ikke er råd til pensionsordningen for særligt nedslidte – "Arne".

Danmark er et af verdens rigeste lande, hvor virksomhederne i c25-indekset samlet set - på trods af coronakrisen - kan fremvise et enormt overskud på ikke mindre end 45 milliarder kr. de seneste 2 kvartaler.

Det er beskæmmende, at mennesker, der har slidt igennem et langt liv for at skabe dette rige samfund, ikke har ret til at trække sig tilbage, når de er nedslidte. Det gælder ikke bare "Arne", der er anslået til at koste godt 3 milliarder kr., men også alle andre, der har haft et hårdt arbejdsliv.

Hvis retten til pension blev fastholdt ved max. 68 år - gerne lavere - ville det hjælpe. Under opbygningen af velfærdsstaten med rettigheder for alle var det en ofte gentaget sandhed, at velfærd kun til de fattigste blev en fattig velfærd. Den sandhed gælder stadig. Velfærd kun for de nedslidte ender som nedslidt velfærd.

Opbakningen til at finansiere velfærdsstaten fastholdes ved, at den ikke kun bygger på solidaritet og medmenneskelighed, men også på at flertallet af borgere kan se, at de også får adgang til velfærdsgoderne.

Derfor vil vi i Enhedslisten Randers, samtidig med at vi støtter op om regeringens forslag om hjælp til de mest nedslidte, arbejde for, at regeringen slår ind på en anden kurs og stopper og tilbageruller stigningen af pensionsalderen. Dette vil tilmed kunne hjælpe flere yngre arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet - og dermed spare udgifterne til deres dagpenge eller kontanthjælp.

Vi er helt bevidste om, at vi ikke selv kan løfte opgaven med at få regeringen til at ændre politik og nedsætte tilbagetrækningsalderen for alle. Det kræver et stort folkeligt pres. Derfor er det også med stor glæde, at vi konstaterer, at en række fagforbund og andre kræver, at stigningen af pensionsalderen skal stoppe ved 68 år.
Enstemmigt vedtaget.


Kommentér opslaget