Menu
Enhedslisten Randers

Artikler

Budget: Enten er du med os eller imod os

af Kalle Nielsen. d. 16. oktober 2021

Budget-kulturen og budget-processen i Randers er håbløs gammeldags og forældet. Og jeg tror, at alle, der gennem årene har læst "budgetaftalernes" lange politiske manifester, der gennemsyres af ord som "enige om" har undret sig.

For det er jo løgn, når vidt forskellige partier pludselig udtrykker sig som ét stort og enigt parti. Det er jo løgn, når disse partier pludselig påstår, at der enighed om, at ejerne af erhvervsejendomme skal forgyldes i form af varig nedsættelse af dækningsafgiften. Hvad er det der sker? Der er jo ikke skyggen af reelt politisk eller folkeligt flertal for den slags asocial politik.

Vi kender jo de forskellige partier, og vi kan derfor også nemt genkende sådanne lokumsaftaler, når vi præsenteres for dem. Den lukkede lokumsaftale-politik fremmer særstandpunkter, og en usund "noget-for-noget" købmandspolitik. Budgetkulturen kan kun brydes, og budgetprocessen kan kun forbedres, hvis borgere og vælgere udfordrer budgetkulturen i Randers Kommune.

Forlang moderne, åbne og demokratiske budget-aftaler
En moderne budgetaftaleproces er principielt ikke anderledes end en byrådsmøde-proces. Det er en prioritering af indkomne forslag, og en lang række forslag og ændringsforslag, som der enten er flertal for, eller forslaget er faldet. Hvis der ikke er reelt flertal, så skal forslaget naturligvis ikke i med i budgetaftalen.

Hvis der er er flertal for et forslag, så skal det fremgå, hvem flertallet består af og både flertal og mindretal skal have ret til at udtrykke sit standpunkt. Sværere er det ikke. Hvis der startes med at skaffe reelle flertal for ændringer i kommunens indtægtsramme og basisbudget-forudsætninger, så er resten blot at prioritere sagsrækkefølge og finde ud af hvad der reelt er flertal for.

Naturligvis kan flertal for rammeændringer, fx en skattestigning, betinge sit flertal af, at merindtægten bruges på bestemte ting. Det er så simpelt, som at krydse af i et regneark og skrive betingelsen ind.

Budgetprocessen kan nemt forbedres og gøres gennemsigtig
Jeg har de sidste to år spildt mødetid på at forsøge at forklare borgmesteren at budgetprocessen og budgetaftalernes tekster bør moderniseres, så borgerne kan se hvilke partier, der har stemt for og imod budgetaftalens elementer, og at alle partier bør have mulighed for kort at udtrykke deres standpunkt til de enkelte aftale-elementer.

På den måde ville der kun være reelle flertalspunkter i kommunens budget, og borgerne ville kunne se, hvilke flertal der har været for de enkelte elementer. Det er for mig svært at se, hvilket politisk parti, der kan have noget imod at få åbenhed om egen politik og åbenhed om egne politiske valg. På den måde kan budgettet blive byrådets budget - i stedet for nu, hvor en mørklagt borgmesterklub af politikere og ikke folkevalgte partimedlemmer styrer kommunens økonomi ned til enkeltsagsniveau.

Jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige, at vi i Enhedslisten vil klappe i vores hænder, hvis der en dag skulle blive flertal for åbne, moderne og demokratiske budgetprocesser. Moderne budgetaftaler, hvor det var tydeligt for borgerne, hvilke politiske flertal, der reelt er bag de forskellige elementer i kommunens budget.

Enter er du med os eller imod os!
Men indtil nu er budgetaftalerne i Randers præget af lukkethed, mørklægning og falske "enighed om..." budgetaftaler. På en måde kan jeg godt forstå, at borgmesteren ekskluderer Enhedslisten fra flerparti-forhandlingerne år efter år før flerpartiforhandlingerne går i gang. For borgmesteren ved jo, at Enhedslisten altid åbent fortæller borgerne, hvordan tingene foregår i Randers Byråd.

Åbenhed om budgetprocessen er i dag utænkelig for borgmesteren. Så borgmesterens modsvar er at ekskludere Enhedslisten fra flerparti-forhandlingerne, så intet slipper ud. Enten retter man ind og er for mørklægningen og lokumsaftale-kulturen, eller også er man imod og bliver ekskluderet fra deltagelse.

Stem på Enhedslisten, hvis du gerne vil have politikere, der arbejder for åbenhed og offentlighed om de politiske processer i Randers Kommune. I modsætning til budgetflertallet, så kan Enhedslisten nemlig godt forhandle åbent - vi indgår ikke lokumsaftaler, og deltager ikke i "noget-for-noget" politik.